Rekruttering

Foretrukken rekrutteringsmodel

Jeg har den overbevisning at virksomheden selv bedst løser den første del af rekrutteringsprocessen, og assisterer derfor meget gerne, når kandidater er valgt ud til sidste samtalerunde, og det er personligheden, der ønskes testet. Jeg foretager samtaler og fremlægger resultatet for et ansættelsesudvalg eller for den ansvarlige leder for området. Jeg er certificeret bruger af alle Garuda A/S' testværktøjer, som jeg bruger som dialogværktøj for gennem samtale at sikre, at den bedst egnede til jobbet, også er den, der får jobbet. (Se mere om Garuda A/S på Garuda.dk)

Det er af lige så stor betydning for såvel kandidat som virksomhed, at netop den rette person får jobbet til den rette tid. Testværktøjer hjælper til med at skabe et klart fokus på netop de kritiske træk i et givet job.

Garudas værktøjer har ved hjælp af en meget pædagogisk model rigtig god mulighed for at få den enkelte kandidat til selv at erkende om jobbet er det rigtige på netop dette tidspunkt. Endelig kan der lettere skabes et beslutningsgrundlag i et ansættelsesudvalg, fordi denne pædagogiske model hjælper til med at skabe et rimeligt sammenligningsgrundlag.

KompetenceProfilen, der er Garudas flagskib, er mit foretrukne værktøj i forbindelse med rekruttering. Testværktøjet giver et meget fint indblik i den enkeltes kompetencer og er et sikkert værktøj, når vi ønsker at finde ud af, om kritiske kompetencer er til stede i forhold til et givet job.
KompetenceProfilen er opbygget ud fra den pædagogiske model:

  • Hovedet, der fortæller om behovet for struktur, og om hvorledes jeg foretrækker at angribe en problemstilling.
  • Hjertet, der fortæller om, hvorledes evnen er til at skabe relationer, hvor tillidsvækkende jeg virker på andre, om jeg får accept af mig selv, og om hvor stort behovet er for andre.
  • Benene, der fortæller om min gennemslagskraft og min evne til at få gennemført idéer, selvom disse møder modstand.

JTI - Jungianske Type Indeks

I 2006 er jeg blevet certificeret i brugen af JTI- testværktøjer. Dette "værktøj" benævnes en typeindikator, og er således mere bredt i sit fokus. JTI - værktøjet beskæftiger sig med personlighedsegenskaber i form af præferencer og benyttes især til at forbedre den enkeltes selvindsigt, og således gøre den enkelte skarpere i forhold til at udvikle netop de områder, der ligger uden for egne præferencer. Denne typeindikator kan ikke bestemme valget af karriere, men måske styrke egne præferencer. Endelig kan der skabes accept og respekt i en gruppe i forhold til at forstå og få det bedste ud af at kolleger er forskellige og således kan supplere hinanden. Testen kan således være nyttig i teamsammenhænge, hvor forskelle i præferencer kan hjælpe til med at opnå synergieffekt. (Se mere om Center for Ledelse i Danmark på CFL.dk)


"Typebeskrivelserne trækker de fælles og derfor typiske træk frem, og vægtlægger disse uforholdsmæssigt stærkt, mens de individuelle træk bliver tilsvarende udviskede!" (C. G. Jung; Psychologische Typen)
E-MAIL: ELLEN@ELLENESMANN.DK - TLF: 86 23 29 00